Af Pelle G. Hansen og Andreas Maaløe Jespersen
Det kan være vanskeligt at forklare præcist hvad et nudge er, når en kollega spørger. Det er noget med adfærd og velfærd, fluer i cisterner og tallerkenstørrelser, men hvad med klavertrapper, forbedrede cykelstier, og skattefradrag til organdonorer? Er det også nudging?
Nudge-paradigmet er konstrueret på indsigter fra det man kalder adfærdsøkonomi. Der er tale om en veletableret akademisk disciplin med et komplekst fundament og mange årtiers forskning (og et par økonomiske nobelpriser) bag sig. Derfor er det ikke overraskende når debattører, og også du, kan have svært ved at skelne skidt fra kanel.
Men manglende forståelse kan hurtigt blive et problem. For det første fordi du ikke kan forklare din kollega ideen og dermed kan gå glip potentielle muligheder. For det andet fordi vi kulturelt er disponeret til at opfatte visse elementer af nudge paradigmet som analoge med uacceptable tiltag hvilket kan skabe en ubegrundet angst for at benytte denne tilgang.
Særligt det sidste viser, at det er helt essentielt med en kvalificeret kritisk og offentlig debat. Men indtil da er her et par genveje til at afgøre, hvad der er nudging og hvad der ikke er, når du skal forklare din kollega hvad det hele handler om.
Definitionen
Den abstrakte definition på et nudge lyder, at:
Et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner, o.lign.
Det lyder jo glimrende, omend lige lovlig abstrakt. I praksis kan vi dog identificere et nudge ved hjælp af to små tests der begge er baseret på velkendte analogier hentet fra hverdagen.
Nudge på menukortet
Vores valg og adfærd udfolder sig som bekendt i konteksten af en række handlingsmuligheder. Til formålet kan disse sammenlignes med udvalget af retter på et menukort. Ligesom det ikke er udvalget af retter der alene afgør vores valg, er det dog heller ikke handlingsmulighederne alene, der afgør vores valg eller adfærd. Det er også de omkostninger vores adfærd eller valg er forbundet med. I analogi med menukortet kan omkostingerne sammenlignes med priserne på kortet.
Den abstrakte definition på et nudge siger nu, at et nudge er en intervention, der søger inflydelse på menneskers adfærd og valg på en forudsigelig måde, uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger. I analogien med menukortet svarer det nu til, at noget kun er et nudge, hvis der efterlader udvalget såvel som priserne på menukortet uændret.
Med analogien om menukortet i baghovedet er det nu let og svarer på om en given intervention er et nudge eller ej. Fx er det tydeligt at et skattefradrag til organdonerer ikke er et nudge, da det jo i sidste ende svarer til at man sætter prisen ned på den ret på menukortet som man finder hensigtsmæssig for folk at vælge. Ligeledes bliver det tydeligt, at fjernelsen af smøret fra en buffet ikke er et nudge, da det jo ville svare til at man fjernede en af retterne på menukortet.
Den berømte fluen i urinalen kvalificerer sig derimod tydeligt som en nudge. For denne gælder det nemlig, at mænd der besøger toilettet stadig kan sigte på væggen, og det uden bødestraf for at gøre dette, eller uden betaling for at undlade.
Homer og Holmes
En anden måde at afgøre om et givent tiltag er et nudge er ved at overveje, hvem der bliver påvirket af det. Dette giver anledning til en test baseret på to velkendte figurer.
De fleste kender nok tegneseriefiguren Homer Simpson. Figuren er skabt med en række karaktertræk som vi nok kender fra os selv; han er utålmodig og temperamentsfuld, og han formår at være overraskende kortsigtet, selv når ganske vigtige beslutninger skal tages. Det underholdende ved Homer figuren er, at vi genkender ham i os selv og dem omkring os. Vi køber for meget ind når vi går sultne i supermarkedet, lader os friste af kager om fredagen og fortryder det om mandagen eller køber forsikringer til dyre gadgets, som vi egentlig ikke har brug for.
Homers modsætning er figuren Sherlock Holmes. Han er velovervejet og yderst opmærksom, og han træffer aldrig en beslutning uden først at kende alle de nødvendige detaljer og konsekvenser. Også disse træk kender vi fra os selv - eller rettere sagt, vi kan ihvertfald godt lide at forestille os selv sådan.
Den anden test som kan hjælpe dig med at afgøre om et givent tiltag er nu, at et nudge potentielt kan ændre Homer’s adfærd, men ikke Holmes’. Dette skyldes at nudging netop sigter på at hjælpe os med at gøre det vi ville ønske at gøre hvis vi var lige så kloge – og havde lige så meget tid – som Holmes.
Ligesom med menukortet giver Homer & Holmes testen en hurtig genvej til at afgøre om noget er et nudge. Særligt gælder det, at hvis Holmes ville ændre sin adfærd i lyset af et tiltag, så er der ikke tale om et nudge. Således bliver det pludseligt tydeligt, hvorfor der i forbindelse med klavertrappen fra Fun Theory ikke er tale om nudging – selv hvis klavertrappen faktisk var sjov. For hvis den var sjovere end rulletrappen ville selv Sherlock Holmes såvel som alle os andre jo ønske at tage trappen i stedet for rulletrappen.
Til gengæld ville mindre tallerkener i kantinen kun påvirke Homer. Holmes ville vide præcis hvad og hvor meget han skulle spise for at holde sin diæt – uanset tallerkenstørrelsen. Det er måske derfor vi foretrækker at spise sammen med Homer, samtidig med at vi ønsker at han skal spise lidt mindre.
But how do you design the flushing button to convey this choice in a way that is easily understood? Not like this!
